DANIÈLE I DANMARK
I april 1947 rejste Danièle Dufaut-Guin fra Paris til Sæby, hvor hun mødte sin danske familie.
Opholdet bliver indledningen på et livslangt venskab mellem de to familier, og det fortsætter den dag i dag.
Nedenstående er et uddrag af en meget længere beretning om dette venskab, som Danièle skrev i 2011 – på dansk – til familiernes yngre medlemmer.
Jeg er seks og et halvt år gammel. Med mor i hånden er jeg på vej til Røde Kors Centret ’Quai de Valmy’, som ligger nær metrostationen Jean Jaurès i Paris.
Jeg er ikke særlig nervøs, for mine forældre har forklaret mig, at jeg skal rejse på ferie til et land, der hedder Danmark, og som ligger meget langt fra Frankrig. Der er koldt deroppe, men menneskene er meget rare og vil gerne tage sig af de børn, der har haft det svært under krigen. Her kan alle de små franske børn få lov at spise sig mætte, så de kan genvinde kræfterne og vende sunde og friske tilbage til Frankrig. …….
Jeg har en lillesøster, Evelyne, der er tre år og for lille til at rejse med. Hun har vist heller ikke så sart et helbred, som jeg, og synes at bekymre mine forældre mindre. Vi har dog begge haft tyfus og blev indlagt på Trousseau hospitalet. Medens Evelyne havde fået en relativ mild form for tyfus, var jeg meget hårdt angrebet.
Jeg er stadig meget svag og mit helbred er prekært. Det er sikkert derfor, at mine forældre endelig går med til at følge diakonissen søster Jeannes forslag om at sende mig til et land, hvor jeg vil kunne genvinde min sundhed. Jeg kan komme til Danmark ’på afbud’, og hun mener bestemt, at mine forældre bør lade mig rejse.
På centret vrimler det med mennesker. Der er rigtig mange børn. Men jeg kender ingen, og jeg kan mærke, at mor er ulykkelig og fortabt, men ikke vil lade sig mærke dermed. Øjeblikket er kommet, hvor hun må lade mig alene, og – trods de mange mennesker – føler jeg en stor tomhed omkring mig. Nogle af de større børn tager sig lidt af mig, men fortæller også historier, der gør mig bange. Man har en fornemmelse af virvar. Omkring mig er der grædende børn, råben og skrigen, en vrimmel af mennesker.
Vi opholder os i centret i flere dage, medens der stadig kommer nye børn til fra de forskellige egne af Frankrig. Her er nu børn af alle aldre, men jeg hører klart til de yngste.
Langt om længe forlader vi centret, og begiver os ud på den lange rejse. Fem uendeligt lange dage, med mange stop. Jeg forstår, at vi ikke længere er i Frankrig, men kører gennem det land, som vi netop har været i krig med. Min alder til trods, fatter jeg udmærket, at dette triste, forarmede og totalt ødelagte land, er et synligt resultat af krigens gru. Under hele rejsen gennem Tyskland oplever jeg disse landskaber med huse og gårde i ruiner og ødelagte veje. Noget som jeg jo ikke havde set i Frankrig, hverken i Paris eller på landet hos mormor.
Banegårdene, som vi ofte kører igennem uden stop, er også meget medtagne, og alle de store glastage over perronerne er helt ødelagte, specielt i Köln og Hamborg. Sommetider stopper toget langt ude på landet. Når toget holder stille, kommer der straks flokkevis af børn styrtende for at tigge – nok mest mad. Alle disse bedrøvelige syn og hjerteskærende hændelser gør rejsen endnu mere trist og fortvivlende lang.
Endnu en gang stopper toget, og vi får besked på at forlade vores vogn og gå hen til nogle nærliggende træbarakker, hvor vi bliver nogle dage. Vi er i Padborg ved den danske grænse.
De få dage, vi tilbringer i lejren, er viet til den personlige hygiejne, såsom brusebade, aflusning (med antiparasitpulver over hele kroppen) og til slut vaccinationer. Der er et gran af strenghed over stemningen i lejren, jeg er trist, føler mig forladt, og kan ikke se nogen ende på rejsen. Men vi stifter også bekendtskab med hvidt brød (som jo hedder franskbrød på dansk!) og smør, noget der stadig er sjældent at finde i Frankrig.
Nu skal vi med et andet tog – mere komfortabelt end det, vi kom med. Efterhånden som rejsen skrider frem, bliver vi færre og færre, indtil vi kun er en lille gruppe tilbage. Der er to meget søde og rare damer, der tager sig af mig på turen. Fru Lysemose, der er en god bekendt af den familie, jeg skal være hos, og Fru Madsen, der er nabo.
Endelig er rejsen forbi. Jeg stiger af toget og går hen mod en gruppe mennesker, der venter på perronen. Tre mænd og en dame. Damen tager mig i hånden, og vi begiver os ud i natten. Vi kommer hurtigt til huset, hvor en dame i hvid kittel er ved at feje køkkengulvet.
Det var Onkel, Jens og Ella og Gudmund, de to sønner og en svigerdatter, der ventede på banegården i Sæby og Mimma, der ventede hjemme. Vi tilbringer resten af aftenen i spisestuen, hvor jeg sidder i sofaen sammen med Onkel. Jeg har en lille dukke, som er gået i stykker under rejsen. Den reparerer Onkel straks. Jeg har også et fotografi af mine forældre og Evelyne, som jeg viser frem.
Onkel og Mimma havde installeret en lille seng i deres soveværelse (denne lille udtræksseng havde tidligere været brugt af Jens, Søster og Gudmund – og senere gik den videre i familien). Den første nat var jeg syg, nok fordi jeg havde spist for meget, men måske også som en følge af de forgangne dages mange oplevelser og sindsbevægelse.
Jeg husker stadig dette soveværelse med en cremefarvet dobbeltseng, en kommode og et klædeskab i samme farve. Ved siden af vinduet, der vendte ud mod en lille atriumgård, var der en håndvask, og op ad den modsatte væg stod min seng. Den første morgen gav Mimma mig en lille rød barnevogn af træ til min dukke, og en lille kommode, som jg stadig har.
Onkel og Mimma driver et bageri i Sæby. Mimma har travlt med at passe butikken, og jeg ved, at jeg ikke må komme i butikken, når der er kunder. Om aftenen, når der er lukket, tager Mimma mig med derind, og giver mig en chokoladefrø, som jeg holder meget af.
Jeg tilbringer megen tid i bageriet, hvor Onkel og Jens arbejder. I bageriet er der en helt speciel atmosfære. Her råder det gode humør med en afslappet stemning. Onkel er ferm til at ælte dej, og der skal kræfter til, når det gælder den tunge rugbrødsdej. Jens tager sig mest af konditorafdelingen. Han er altid i godt humør og elsker at lave sjov. Der er også elektriske røre- og æltemaskiner, som laver så megen støj, at man ikke altid kan høre hinanden.
Ofte får jeg lov til at sidde på toppen af en trappestige, hvorfra jeg kan se alt, hvad der sker i bageriet, eller jeg får en klump dej, som jeg kan forme til et lille brød eller en kage, som Onkel så sætter i ovnen. Ovnen er en meget gammel indmuret ovn, der opvarmes med kul. Jeg kan godt lide at være i bageriet, hvor jeg føler mig lidt mindre ’i vejen’ end i køkkenet, hvor der næsten altid råder en hektiske travlhed, og er et grueligt renderi til og fra butik, telefon og bageri. Udover Mimma er der Kirsten og Grethe, som hjælper til i huset og butikken, og somme tider kommer Ella, deres svigerdatter og hjælper til.
Om morgenen står jeg op meget senere end de andre. Onkel og Jens begynder kl. 4, og endnu tidligere om søndagen. Mimma åbner forretningen omkring klokken 6,30. Jeg spiser tit morgenmad henad ved 8-tiden når Onkel, Jens og bagersvenden tager en lille spisepause. Bordet er altid veldækket, med morgenbrød, smør, ost, wienerbrød, mælk og kaffe.
Klokken 12 spiser alle i huset sammen, og så er Gudmund der også. Han er den yngste søn, 19 år, mens Jens er den ældste. Jeg sidder ved siden af Gudmund på en fast bænk, der står under vinduet. Ved min plads står der sodavand i mange kulører – virkelig en luksus for mig.
Gudmund arbejder i bogholderiet på PLUTO (Navnet på en maskinfabrik der fremstillede trykluftværktøjer). Han har haft et års fransk i skolen, og er den eneste, der kan hjælpe mig med sproget i begyndelsen, og læse brevene fra mine forældre for mig.
I begyndelsen synes jeg maden er besynderlig. Der er noget, jeg slet ikke kan lide, som rugbrød, øllebrød, og tykmælk, der bliver strøet med en blanding af brunt sukker og rugbrødskrummer. Men der er også retter, jeg synes vældig godt om, som frikadeller med kartofler og brun sauce. Af og til følges jeg med Mimma, når hun går ovenpå med mad til en gammel mand, der er sengeliggende i et af værelserne. Det er hendes far, der er senil, så vidt jeg forstår.
Efter middagsmaden sover Onkel og Mimma middagssøvn, mens pigen passer butikken. Om aftenen, når vi kun er familien, smører Mimma en tallerken smørrebrød til hver. Med et glas mælk i hånden installerer Onkel og Gudmund sig på hver sin side af radioen for at lytte til radioavisen.
Jens og Ella har lejlighed i samme bygning som butikken og Onkel og Mimmas lejlighed. Ella er ung og jeg kan godt lide at være sammen med hende. Hun er syerske og har systue i hjemmet. Hun har syet nogle kjoler til mig, for jeg havde ikke ret meget med. Begge er muntre. Jens er altid glad og en spasmager. I deres soveværelse har Ella et toiletbord. Jeg elsker at sidde foran spejlet og ordne mit hår med alle hendes forsølvede kamme, børster og håndspejle. Jeg tilbringer mange timer her. Måske er det derfor, hun en dag tager mig med til sin frisør, og får mit hår klippet og permanentet. Da jeg kom til Sæby havde jeg fletninger, men små piger med fletninger mindede for meget om tyske piger.
Jeg får hurtigt nogle gode kammerater i nabolaget og kender til andre franske børn i nærheden af Sæby. Jeg møder af og til Nicole, som bor på en stor gård, Bajensgård, hos familien Thomsen. Jeg er nu ikke så glad for disse møder, fordi jeg føler at alle ’studerer’ os. Nicole taler dansk, men en slags landbo-dialekt, som jeg ikke rigtig kan forstå, og jeg bryder mig ikke om at tale fransk blandt alle disse mennesker. Nu er mit sprog nemlig dansk!
Sæby er en lille havneby. Onkel og Mimma har et hus ved havet med en stor have ’Søhaven’, som vi tit tager ud til. Huset er enkelt indrettet: En stor stue med en gammeldags kakkelovn og, i den ene ende, et indbygget skab, der blandt andet rummer et par køjesenge. Et soveværelse og et lille toiletrum. Et køkken med et gammeldags brænde-komfur. Det er mest om dagen, vi er derude. Onkel cykler, men når Mimma er med, bliver der ringet efter en taxa. Det er altid den samme mand – Svend Krarup – der kører.
Det sker også, at vi tilbringer flere dage derude, og så er det næsten som en lille flytning, for vi medbringer dyner og puder og hvad der ellers mangler på stedet. Onkel elsker sin have, og jeg tilbringer megen tid sammen med ham. Han lader mig gøre, hvad jeg har lyst til. Jeg planter Stedmoderblomster, river i bedene og vander. Det er det frie liv.
Og så en dag går det op for mig, at jeg må rejse. Helt normalt glæder jeg mig selvfølgelig til at gense mine forældre, men jeg frygter rejsen. Jeg husker jo kun alt for godt den lange besværlige rejse hertil. Og så er jeg ked af, at skulle forlade Mimma, Onkel, Jens, Ella og Gudmund.
Vi er i august måned. Dagen er kommet, hvor jeg må rejse. Jeg tager af sted fra banegården i Sæby. En lille brun læderkuffert i hånden og på krøllerne en hvid alpehue, som aldrig kommer til Frankrig. Mimma og Onkel har indskrevet min bagage, og en pakke med madvarer til mine forældre, som rejsegods.
På Gare du Nord venter mine forældre og min lillesøster på Nord Ekspressens perron. Jeg er lykkelig over gensynet, men jeg kan se, at de er forfærdede. Mit sprog er jo et sammensurium af fransk og dansk, og mit ofte gentagne ’ja’ – der i deres øren lyder som tysk – vækker minder om den netop overståede krig.
Min far har stadig nogle feriedage tilbage, og vi tilbringer resten af august i Joinville-le-Pont. Her er far medlem af en roklub, ”L’En-Douce,” der ligger ved Marneflodens bred. Så er det tilbage til Paris, Rue des Pyrénées og skolestart. Uden særlig stor begejstring, for jeg bryder mig ikke meget om skolen. Og fordi jeg var rejst meget tidligt på året, skal jeg gå klassen om.
Jeg har lige gennemlevet et stort eventyr, jeg har opdaget et andet land, et andet sprog, andre måder at leve på – men frem for alt fundet en hel families kærlighed.
Kontakten mellem Danièle og familien i Sæby fortsætter gennem de næste mange år. Familierne skriver sammen besøger hinanden, er på længerevarende ophold i hinandens lande, og Danièle lærer at skrive dansk. Da hun får mand og børn, bliver de også en naturlig del af hendes danske liv. Ligesom familiens hus i Frankrig selvfølgelig hedder ”Kattegat”. Eneste skår i kærligheden til Danmark er de danske sommerhusregler, der ikke tillader Danièle at købe sommerhus i Sæby. I foråret 2016 fortalte Danièle og hendes mand om deres danske relationerpå et møde i Alliance Francaise, Frederikshavn. Danièles tekst kan også læses på fransk. Se under en francais.
Aase N.