I det tidlige forår 1945 kapitulerede Tyskland.
Anden Verdenskrig var slut, freden indfandt sig, og genopbygningen af et totalt smadret Europa kunne begynde.
Men overalt var nøden stor. Der var mangel på alt fra boliger til medicin, mad og tryghed. Noget især børnene led under. Derfor blev der allerede i løbet af den første efterkrigssommer arbejdet hektisk på at stable hjælpeprojekter på benene i de forskellige lande, så de mange sultende og nødstedte børn blev i stand til at overleve vinteren.
I Danmark var man allerede inden Tysklands kapitulation gået i gang med forberedelserne til et redningsprojekt, som skulle være klar, når krigen efter alt at dømme snart var forbi. På et hemmeligt møde i København i marts 1945 mødtes repræsentanter for en række humanitære organisationer og stiftede den danske afdeling af den internationale organisation Save the Children, som på dansk fik navnet Red Barnet.
Den nye forenings primære opgave var sammen med Dansk Røde Kors at komme Europas nødstedte børn til hjælp. Det gjaldt om var at redde så mange børn som muligt og uden skelen til, hvilken side deres land havde stået på i krigen, for det var, som Red Barnets formand, Valborg Hammerich, sagde, ikke børnene, der var skyld i krigen. De var derimod ofrene og skulle derfor hjælpes uanset nationalitet, race og tro, som Geneve-Konventionen om Børns Rettigheder foreskrev.
Projektet sluttede i 1950, hvor genopbygningen af det nye Europa var i fuld gang og fødevaresituationen så stabil, at man skønnede, at de enkelte lande kunne klare sig selv fremover.
Men da var den danske hjælp kommet i tusindvis af børn til gode. Fra efteråret 1945 til foråret 1950 var 449.000 børn blevet bespist i deres hjemlande, mens yderligere 21.000 børn havde været på rekreation i danske familier.
Siden blev erindringen om det store hjælpeprojekt fortrængt af andre internationale begivenheder og gik efterhånden i glemmebogen for næsten alle andre end de direkte involverede.
Det blev et tilfældigt møde i 2013 med en fransk dame, som bragte mig på sporet af denne glemte efterkrigshistorie. Hun fortalte om sit ferieophold i 1947 hos en dansk familie i Skive, om togrejsen til Danmark gennem et ødelagt Europa sammen med flere hundrede andre små franske børn.
Mødet pirrede min journalistiske nysgerrighed. Jeg begyndte at forhøre mig blandt de mennesker, jeg kom i kontakt med, og snart ”rullede historien”, godt hjulpet på vej af besøg på arkiver.
Min research blev til artiklen ”Reddet af dansk mad og omsorg”, der blev trykt i marts 2015 i 70-året for afslutningen på anden Verdenskrig.
Men her slutter ”historien” ikke. De mange henvendelser fra såvel danskere som udlændinge, der stadig husker opholdet i de danske familier sidst i 1940’erne, har overbevist mig om, at der stadig er en levende interesse for denne næsten glemte del af efterkrigshistorien. Og med denne hjemmeside håber jeg at kunne være med til at brede kendskabet til den danske hjælpeindsats og dens betydning videre ud.
Flagene i højre side viser de lande, som fik del i den danske nødhjælp i årene 1945 – 1950
Aase Rosner Petersen Nørrung
Aarhus 2015