Om et livslangt venskab
Søskendeparret Nina og Peter Hole fortæller i august 2015 om det livslange venskab med deres franske ven Jean-Claude Armand-Jules
Nina og Peter var børn af Axel og Marga Hole. Nina Hole fortæller, at faderen egentlig gerne ville have været læge i Grønland, hvilket var umuligt som følge af krigen. I stedet blev det en lægepraksis i Ferritslev, en landsby omkring 17 kilometer sydvest for Odense, hvor moderen, der var uddannet sygeplejerske, hjalp til i praksis.
Lægehuset I Ferritslev var et stort, gammelt hus midt i landsbyen med god plads til mange mennesker. Hvilket betød, at forældrene, som begge var involverede i modstandsbevægelsen, jævnligt husede folk, der var gået under jorden.
Axel og Marga Hole var aktive i såvel modstandsarbejdet under krigen og i hjælpearbejdet for de mange børn efter afslutningen på anden verdenskrig
I årene efter krigens afslutning deltog ægteparret aktivt i hjælpearbejdet med at redde de mange krigsbørn i nød. Faderen rejste således blandt andet til Frankrig, Polen, Italien og Østrig for at udvælge de børn, der havde behov for et rekreationsophold i Danmark. Moderen tog imod børnene, når de ankom til Padborg og var også med på rejsen derfra og videre ud i landet. Hjemme i huset blev børnene imens passet af den unge pige.
– Jeg var omkring fire år, da krigen sluttede. Men jeg kan huske, når børnene ankom i bil inde fra Odense med et skilt om halsen, fortæller Nina Hole.
– Vi fik en lille fyr, Gerard, der lavede en masse fis og ballade, når vi var kommet i seng om aftenen. Men snart blev han skiftet ud med en anden lille dreng, Jean, der var så syg, at mine forældre ikke mente, at den danske familie, som egentlig skulle have haft ham boende, kunne klare at have ham.
– Vi børn syntes selvfølgelig ikke, at det var et godt bytte. Men Gérard tog bare sin alpehue og gik kækt med den nye familie, der boede lidt uden for byen, så vi ikke så noget til ham sidenhen.
Peter Hole er lidt ældre end Nina og husker, at der blev ringet, at der lå en lille dreng alene på en båre på Odense Banegård. ”Et lille skravl”, som han udtrykker det.
– Jean var så syg, da han kom til os. En lille knokkelmand, så syg, at han ikke kunne være i en almindelig familie. I starten, han var hos os, gav min far ham hver dag en ordentlig skud med den nye medicin, som hedder penicillin. Som belønning fik han så et stykke chokolade. Vi var lidt misundelige over, at han fik chokolade, som jo var rationeret på det tidspunkt. Men sådan var det, husker Nina.
Jean-Claude sammen med en fransk legekammerat. Jean blev hos familien i Ferritslev et helt år, før han var stærk nok til at komme hjem til sin familie– Da de andre børn rejste tilbage, blev Jean endnu et stykke tid hos os og gik i den lokale skole. Til sidst glemte han helt at tale fransk. Så da min far og mor rejste med ham tilbage til Paris, han blev helt ulykkelig, da han opdagede, at han ikke kunne tale med sine forældre og sin storebror, fortæller Nina Hole.
Jean-Claude Armand-Jules var født den 9. april 1940 og kom første gang til Danmark 1946 eller – 47. Han boede med forældrene og sin bror i en lille lejlighed, stue, køkken, soveværelse og fællestoilet ude på trappen i Passage Penel i 18. arrondissement.
Hans ophold hos familien Hole blev indledningen til et livslangt venskab de to familier imellem. Hans danske familie betalte for hans rejse flere år i træk, og de to søskende husker, at den franske familie altid sendte gaver med Jean til den danske værtsfamilie, selvom det kneb med at klare hverdagen.
Peter Hole fortæller, at Jeans far vistnok var uddannet optiker. Men under krigen sendte tyskerne ham til Tyskland som tvangsarbejder, mens moderen blev tilbage i Paris sammen med børnene. Da krigen sluttede kom faderen tilbage til familien, men var på flere måder knækket og levede af tilfældige småjobs. Men gæstfriheden var stor, når familien Hole kom på besøg.
Da Jean var 16 år lavede hans far en kontrakt med militæret, så Jean blev en slags konstabel. Han blev uddannet i retning af flymekaniker, og en del af militærtjenesten tilbragte han i Algeriet.
Efter ca. 8 år forlod Jean militæret og flyttede til Danmark, hvor han fik arbejde og en dansk kæreste. Men det lykkedes ham ikke at falde til, så han rejste tilbage til Frankrig, hvor han blev gift og fik en dreng og et par børn.
Det gik straks bedre med at falde til i Danmark, da Jean som pensionist bosatte sig i Danmark sammen med sin kone nummer to, Michelle. Først boede parret på Sjælland ved Skælskør i nærheden af ”søster” Nina og siden i Blommenslyst uden for Odense i nærheden af ”bror” Peter.
Her boede parret, til Michelle for godt fire år siden blev alvorligt syg og ønskede at komme tilbage til sin sydfranske hjemegn. Peter Hole og hans kone hjalp med flytningen, og hun nåede at være hjemme i en uges tid, inden hun døde. Jean blev i Frankrig, hvor han døde knap et år senere.
– Jean var virkelig vores familie, siger Nina Hole. Og hendes bror supplerer med en sjov anekdote fra slutningen af 1940’erne, hvor familien i Ferritslev blev ringet op af formanden for OB, der netop var kommet hjem fra en tur til Paris. Han fortalte, at under en af kampene var målmanden kommet til skade, og at der var store sproglige problemer mellem danskeren og den franske læge.
”Kan jeg hjælpe?” lød det så på klingende fynsk fra en lille dreng, der var tilskuer til kampen sammen med sin far. Det var Jean. Og han havde oversat og hjulpet målmanden på hospitalet. Men havde også fået fortalt, hvor han havde lært at tale dansk og fik samtidig sendt en hilsen til sin feriefamilie.
Nina og Peter Hole fortæller også, at familien foruden Jean en sommer også havde en polsk dreng boende. Ham har de dog ikke længere kontakt til. Men en tredje feriedreng, Gert fra Wien, har de stadig tæt kontakt til. Også han taler fint dansk.
Efterskrift: Nina Hole døde i foråret 2016. Peter Hole, deltog med sin kone i sammenkomsten i Danmarkshuset i Paris i oktober 2015 i anledning af 70-året for afslutningen på anden Verdenskrig og starten på det danske hjælpeprojekt