Jeg mødte Catherine Chouchan i Paris i efteråret 2013, hvor hun fortalte mig, at hun som barn havde været i Danmark og boet hos familien Svendsen ved Skive. Hun kunne også huske, at hun havde besøgt familien to somre i træk. Men ellers var det meste gået i glemmebogen.
Jeg blev grebet af historien. Og på mit næste besøg i Paris besøgte jeg Catherine Chouchan og fik hendes beretning.
Aase Nørrung
Interview med Catherine Chouchan i Paris. December 2013
– Jeg er født den 14. juli 1938 på Bastilledagen. Min far, som var indkaldt, døde i starten af krigen i 1940, så min mor var krigsenke, og jeg var ”Pupille de la Nation”, statens myndling. Det kom mig til gode, da jeg blev ældre. For som faderløs fik jeg tilkendt en lille krigspension, så jeg kunne gå på gymnasiet, blive student og studere biologi. Som voksen har jeg arbejdet med montage indenfor filmproduktion.
Catherine Chouchan kom til Danmark i 1947 og vendte tilbage året efter. Begge gange boede hun hos familien Svendsen. Hun var på besøg i de franske skolers sommerferie og husker, at hun det andet år fejrede fødselsdag i Danmark, og at der var stor børnefødselsdag.
Om familien Svendsen huskede hun, at faderen var læge, at moderen havde en stor væv, at der var to børn. En dreng, der var nogle år ældre og en jævnaldrende pige. Deres navne havde hun glemt. Men hun fortæller, at familien ikke boede i selve Skive, men i en landsby i nærheden, hvor faderen havde en lægepraksis. Da de to ”søskende” begyndte i skolen efter sommerferien, tog faderen Cathrine med ud på sygebesøg hos patienterne.
– Så sad jeg ude i bilen, mens han var inde hos patienterne. Jeg kedede mig nok lidt og trykkede vel på de forskellige knapper og rykkede i håndtagene. Og engang fik jeg løsnet bremsen, så bilen begyndte at trille ned ad vejen. Da fik jeg en ordentlig omgang skæld-ud og besked om at lade være med at pille ved noget.
Det andet år, Catherine Chouchan kom til Danmark, havde der været familieforøgelse. Hun fik inden afrejsen fra Paris brev om, at der nu var en lillesøster, der så vidt hun husker, hed Ilse, og at hun havde gaver med til den lille ny ”søster”.
Som interviewet skrider frem, dukkede der nye erindringer op fra somrene i Danmark. Blandt andet at det var en lang togtur med mange stop undervejs. Om hvor bange hun blev, når toget standsede undervejs, og hun så de mange sultne børn og kvinder stå og råbe udenfor.
– Jeg husker også maden. Blandt andet en suppe – den var sur – (journalisten foreslår kærnemælkssuppe) – den kunne jeg ikke lide. Men rugbrød kom jeg til at sætte stor pris på. Og så blev der bagt mange kager!
– Jeg husker også, at vi kørte ud til havet, hvor vi var i et sommerhus. Jeg så, hvordan der blev lavet tørv, som lå til tørre i solen.
Catherine havde gaver med til den lille Ilse og familien. Men hun havde også gaver med hjem til moderen, som aldrig giftede sig igen, men delte lejligheden i Paris med sin søster.
– Jeg havde en ostehøvl og en kagespade med hjem til dem. Det var en stor succes, for de var ikke til at købe i Paris. Jeg arvede mange år efter ostehøvlen, for sådan en kan vi stadig ikke købe i Frankrig. Den gave gjorde virkelig gavn.
I starten skrev Catherine og familien sammen. Hun husker, hun fik brev fra den ældste datter, der fortalte, at hun var blevet gift. Ligesom hun engang mødtes med sine plejeforældre i Paris. Men kontakten ebbede ud. Blandt andet på grund af sprogproblemer.
– Det er et dejligt minde om en god tid, som jeg gemmer, selvom jeg ikke lærte sproget. Jeg husker ikke, at jeg led af hjemve, for jeg var jo vant til at flytte og møde nye mennesker. Som voksen har jeg derimod ikke flyttet mig meget. Mest af alt nød jeg at være en del af en rigtig familie – måske fordi jeg var enebarn.
Hjemme i Danmark igen fik jeg den idé at kontakte Skive Folkeblad og høre, om de kunne bede læserne hjælpe mig med oplysninger om familien Svendsen. Den 9. januar bragte Skive Folkeblad følgende efterlysning. AaN:
Avisen var dårligt nok landet i læsernes postkasser, før oplysningerne begyndte at strømme ind om Familien Svendsen fra Jebjerg. Jeg fik oven i købet kontakt til den yngste datter Ilse, der stadig bor på egnen og gennem hende med storesøster Hanne. AaN.
Familien Svendsen fra Jebjerg, som Catherine boede hos i 1947 og 1948 bestod af forældrene Jens og Ellen Svendsen. Han var praktiserende læge og hun havde en syskole.
Der var tre børn i familien: ”Storebror” Henning Borup Svendsen, der var uddannet lærer, landmand og lokalpolitiker i Skive. Henning Borup Svendsen døde i 2011. ”Storesøster” Hanne Borup Nielsen, som blev født i 1936 og i dag bor i Køge. Og endelig ”Lillesøster”, Ilse Orloff Borup Svendsen.
Ilse husker i sagens natur ikke Catherines besøg, men syntes alligevel, hun kendte hende gennem det, hun havde fået fortalt. Og hun sendte straks nogle billeder fra familiealbum’et, taget af en af familiens gode venner, som var ivrig fotograf og tog mange billeder af børnene.
Hanne Borup Nielsens erindringer om Catherines ophold i Jebjerg 1947 og 1948:
Familien var en meget favnende familie, som altid havde feriebørn. Blandt andet havde der allerede været et par børn fra Lille og Le Havre, inden Catherine ankom. Den ene skulle være hos præsten, som imidlertid ikke var hjemme til at tage imod. Så Svendsens tog dem begge med hjem. Men da præsten kom for at hente drengen, klamrede han sig til Fru Svendsen og ville ikke med. Så enden på historien blev, at han fik lov til at blive. Men det betød, at de holdt sig til hinanden og ikke fik lært at tale dansk.
Hanne havde noteret sig, at mens de andre feriebørn trængte til tøj og sko, så var Cathrine meget velklædt – også efter danske forhold. Måske fordi hendes mor var syerske? Og hun husker også, at Cathrine var en meget selvbevidst lille pige, som fortalte alle, at hun var kommunist.
Cathrine knyttede sig til familien og kaldte forældrene onkel og tante. Som Hanne husker det, var Catherine hurtigt til at lære dansk. Allerede efter en uges tid kunne hun nogle danske ord. Måske ikke sprogets smukkeste gloser. For Hanne husker, at faderen sagde, at det var sært, som børnene altid lærte de dumme ord først. For eksempel: ”Idiot”!
Familien Svendsens hjem var også et meget levende og åbent hjem. Om sommeren inviterede moderen for eksempel landsbyens børn til havefest, hvor hun spillede klaver, og byens børn optrådte med skuespil – for eksempel ”Svinedrengen”.
Måske spillede de også ”En søndag på Amager”, så det er herfra, at Cathrine kan huske sangen ”Lisbeth, Lisbeth, åh, hvor er du sød og net”. For Catherine var glad for at synge og kunne godt lide at optræde.
Blandt de billeder, jeg fik fra familien var også et par strandbilleder. Jeg fortalte Hanne Borup Nielsens, at Catherine havde en erindring om ture til et hus ved vandet. Og hun kunne fortælle, at familien havde haft en strandgrund med et badehus ved Lyby Strand. Men at faderen også kunne finde på at tage familien med til Vesterhavet, når det rigtigt stormede.