François Marchetti

François Marchetti kom til en fynsk bondegård og et langt liv i Danmark

François Marchetti blev født i 1936 som familiens ældste barn. Han fik tre yngre søskende i 1942, 1945 og 1949. Han var et svageligt barn, havde haft børnelammelse, led af svær astma og havde desuden en dårlig nyre.

I slutningen af krigen mente forældrene, at det var sikrere for moderen, der var gravid, at forlade Paris og tage ud på landet med François og hans lillesøster. De slog sig ned i Normandiet, men med de allieredes invasion kom de fra asken og i ilden og flygtede tilbage mod Paris.

François fortæller, at moderen gik til i angst på turen, hvor de blandt andet oplevede et flystyrt og måtte trykke sig mod jorden, da amerikanerne angreb.

Undervejs fik de hjælp af en italiensk kvinde, Lina, som selv var på flugt med to børn, men alligevel havde overskud til at få dem alle til Le Mans. Herfra fik de kørelejlighed med en lastbil, der ad de små veje kørte over Chartres til Paris med et læs kartofler.

Efter en dramatisk og farlig tur, hvor de mistede alle deres ejendele og var ved at komme bort fra hinanden, nåede François, hans mor og søster omkring den 20. august 1944 til Porte d’Orléans i det sydlige Paris. Kun for at opleve, at dér havde befolkningen gjort oprør mod den tyske besættelse og var i gang med at befri byen. Så endnu engang kom de i farezonen, men nåede omsider hjem til faderen og lejligheden i god behold.

Kort efter krigens afslutning fik den lille François et tilbud om at komme på rekreationsophold i Danmark. Svagelig som han var.

– Jeg kan huske, at jeg havde to bekymringer i forbindelse med rejsen til Danmark. Jeg var bange for at rejse gennem Tyskland, for min far, der var gymnastiklærer på en skole i latinerkvarteret, havde fortalt mig, hvor Danmark lå. Men kunne man stole på, at fredsaftalen med Tyskland holdt? Og for det andet: Kunne danskerne mon tale fransk? Hvilket min far forsikrede mig om, at de kunne. Så af sted kom jeg.

Men inden børnene blev sendt af sted til Danmark, blev flokken samlet på Boulevard de l’Hôpital, hvorfra der var afgang med busser til et forhenværende kloster i Vitry, hvor de skulle være i karantæne adskillige dage inden den endelige afrejse.

De dage husker François den dag i dag som ganske forfærdelige. Børnene blev passet af en flok spejdere fra Schweiz, der behandlede dem, som var de straffefanger. For eksempel måtte de ikke gå på toilettet om natten, hvilket gav store problemer, da mange af børnene jo i sagens natur var sengevædere. For mere graverende forseelser risikerede børnene at blive sat ind i et bur, en gammel voliere, midt i solen på gårdspladsen, hvorpå alle de andre børn skulle gå forbi og betragte den ulykkelige.

De forfærdelige forhold fik den lille François at tvivle på, om hans forældre vidste, hvor han var. Også selvom en socialrådgiver en dag kom med en hilsen fra dem. Han var kun ni år og troede aldrig, han skulle se sin familie igen.

Først da en Røde Kors-mand kom på besøg og så, hvad der foregik og kaldte spejderne for bødler på linje med nazisterne, sluttede overgrebene.

Fra Vitry blev børnene kørt til Gare du Nord, hvor de blev overgivet til Fru Andersen, der var gift med en dansk oberst. Hun forestod rejsen til Danmark med hjælp af unge danskere. Alle børnene havde et papskilt om halsen med deres navn og bestemmelsessted i Danmark.

Turen tog næsten tre dage gennem et landskab, der var totalt udbombet. Og François husker ganske tydeligt, da de kørte gennem Køln, Essen og Hamburg, hvor der ikke var det mindste tegn på liv. Mange år senere talte han med en tysk dame, der havde boet i Hamburg på det tidspunkt. Hun fortalte, at byen skam var beboet, men at alt liv foregik nede i kældrene. Så det var årsagen til, at byen havde virket uddød.

Ved ankomsten til Padborg blev børnene indkvarteret i Frøslev-lejren, hvor de blev afluset og vaccineret. François vidste, at han med stærk astma, allergi og dårlige nyrer ikke måtte få en difteri-vaccination. Men det kunne han ikke forklare danskerne, så han blev vaccineret. Og overlevede.

I Frøslev blev børnene også fyldt med god – og fed – dansk mad. Med det resultat, at de blev mavesyge af al den godhed.

– Efter en 2-3 dage i Frøslev kørte toget med en del børn ind på Odense Banegård, hvor Dr. Poulsen fra Langeskov ventede på os seks børn. Dr. Poulsen kunne tale fransk, og han tog os med til Rolsted og Ferritslev, hvor vi blev fordelt blandt de lokale familier.

– Til sidst var der kun mig tilbage. Dr. Poulsen ville lave sjov med mig og sagde, at der ikke var nogen familie til mig. Men det fattede en lille, træt dreng overhovedet ikke, og jeg begyndte at græde.

Alt endte dog godt. Doktoren kørte François ud til familien Madsen på Thorbøllegård, en stor gård på omkring 50 tønder land mellem Rolsted, Ellinge og Ferritslev, hvor han blev modtaget af Ingeborg og tjenestepigen Tove.

– Men hverken Ingeborg eller Tove talte fransk. Og da Ingeborg pegede på min mund for at finde ud af, om jeg var sulten, troede jeg, at hun spurgte, om jeg havde tandpine, og jeg rystede på hovedet.

Så i stedet for at få noget at spise, blev François anbragt inde på et fint værelse, hvor han kunne være, indtil de skulle spise aftensmad.

– Der kom så Peter, gårdejeren, og bød mig velkommen på fransk. Jeg spurgte løs på fransk. Men Peter forstod ikke, hvad jeg sagde, for velkomstsætningen havde han lært udenad og var det eneste, han kunne sige på fransk.

– Men så skete miraklet: En parlør med faste vendinger blev fundet frem. Og så gik det jo.

Hver torsdag skrev François brev hjem om alt det, han oplevede. Og inden han rejste tilbage til Paris, havde han taget otte kilo på.

De var seks franske børn i området, og den ældste, Jean, der var 14 år, påtog sig førerrollen. Var der problemer, skulle de bare komme til ham, så skulle han nok ordne det, sagde han. Så allerede den første morgen listede François sig af sted med sin kuffert. Han blev dog hurtigt fundet og bragt tilbage til gården.

De franske børn sås ofte og legede sammen. Engang da de legede i Kallehave Skov, for de vild, og Jean sagde, at de skulle spise svampe for at overleve. François mente nu ikke, at de var spiselige, og som den eneste lod han være med at spise dem.

Børnene blev selvfølgelig fundet og bragt hjem til deres familier. Men om natten kom Ingeborg og Peter ind for at se, hvordan han havde det. Det viste sig nemlig, at alle børnene undtagen François var blevet syge. Så efter den oplevelse mistede Jean sin lederstatus. Som tiden gik, fik François heldigvis også mange danske kammerater fra nabolaget.

– Der gik et stykke tid, inden jeg fandt ud af, at Ingeborg og Peter ikke var gift, men var søskende. Jeg kunne jo heller ikke forstå, hvorfor de ikke sov i samme værelse.

– Også deres gamle mor, Maren, lærte jeg at kende, og det gik godt med at lære dansk. Det var hende, der lærte mig de første danske ord: ”Fy skam dig”. Dog ikke sagt i nogen vred tone.

– Jeg husker, når Ingeborg og jeg tog ind til Odense for at gå i butikker, og Ingeborg brugte sine tøjkuponer på mig. Så jeg fik undertøj og en sweater – og ikke mindst sko. Jeg havde jo haft børnelammelse og havde svært ved at få passende sko. Ja alt betalte hun af egen lomme.

– Jeg tog fra Paris med en kuffert og kom tilbage med to plus en pakke med fødevarer. Det var også Ingeborg og Peter, der betalte min rejse de næste somre.

Hjemme i Paris opfordrede forældrene François at holde kontakten til Danmark ved lige, for moderen var resten af livet meget medtaget af krigen, og selv var han et svageligt barn, der holdt sig meget hjemme. Så Ingeborg og Peter blev hans nye familie, hvor han kom på sommerophold flere gange gennem barndommen.

François var feriedreng på Thorbøllegård i 1946, 48, 49, 50, 52, 55, 56.

Fra 1955 til 59 studerede François Marchetti på Sorbonne og senere i Tyskland og i Danmark, inden han i 1965 fik tilbudt en stilling på Københavns Universitet og flyttede til Danmark med sin kone, Geneviève. Efter et langt liv med arbejde og familie er de i dag begge pensionerede. Men hjemadressen er stadig København.

Peter var en del ældre end sin søster og døde som den første af de to søskende. Men helt til Ingeborgs død i 1985 bevarede François Marchetti kontakten med hende og Fyn.

For nogle år siden holdt François Marchetti foredrag om sine oplevelser som fransk feriedreng på Fyn. Det blev en bevægende aften, der trak ud til langt over midnat, for egnens beboere mødte talstærkt op i forsamlingshuset i Ferritslev.

Til gengæld lykkedes det ikke at holde kontakten ved lige med de andre børn i gruppen. Familierne på Fyn glemte ikke deres franske feriebørn og bad François Marchetti om at opsøge dem.

Det lykkedes dog ikke for ham, da mange familier var flyttet efter krigen. Han fortæller, at han blandt andet var ude på den adresse, hvor den lille Jean-Michel boede. Her kunne naboerne fortælle, at forældrene var døde, og at Jean-Michel og hans søskende var kommet i pleje hos noget familie. Men hvor det var, kunne ingen fortælle ham.

En anden lidt trist oplevelse var, da man foråret 1997 i anledning af 50-året for den danske hjælp i Frankrig efterlyste de tidligere Frankrigsbørn i annoncer i Le Monde og Le Figaro. Der kom omkring 200 henvendelser. Men da pladsen kun tillod 300 deltagere, og da der også skulle være plads til både danske og franske familiemedlemmer, kunne man kun invitere 100 ”børn”.

Blandt talerne denne aften var François Marchetti, som sluttede sit indlæg med at spørge, om der var nogen blandt gæsterne, der havde været på Fyn sammen med ham. Men ingen meldte sig. Desværre.

François Marchetti og hans kone Geneviève var ligeledes blandt deltagerne til sammenkomsten i Det danske Hus i Paris i oktober 2015 i anledningen af 70-året for afslutningen på 2. Verdenskrig og starten på det danske hjælpeprojekt, som fik så stor betydning for resten af hans liv. Også denne gang var han blandt talerne og sluttede med et digt af Benny Andersen, som han havde oversat til fransk.

 

François Marchetti er blevet interviewet om sit dansk-franske liv til bogen ”Og dette solens lys fra Frankrig” af Ove Bjørn Petersen