Michel Hanus kom på rekreation i Danmark i sommeren 1946. Michel døde i 2010, så det er hans yngre søster Claudine Stensgaard Nielsen, der fortæller, hvad det ferieophold kom til at betyde for hende og hendes familie.
Mine forældre var skilt. Jeg havde tre ældre brødre André (f.1934), Michel (f. 1936) og Philippe (f. 1938). Min ældste bror, André, boede hos min far, mens de to andre var på kostskole. Selv boede jeg sammen med min mor i en lejlighed i samme opgang som min mormor i en ejendom i 1. arrondissement i Paris.
Michel kom til Danmark i 1946 sammen med en kammerat, JeanGabriel. Michel kom til gården Blegvad i Rosted ved Randers, hvor han blev venner med Arnold, der arbejdede på gården.
Da Michel rejste hjem, holdt han og Arnold forbindelsen, og i 1949 tog Arnold og hans far på busrejse til Paris. De skrev og spurgte, om de måtte besøge os. Der var dog kun min mor og mig hjemme, for drengene var jo på kostskole.
Men besøget tog en uventet retning. Der skete nemlig det, at min mor og Arnold fik et godt øje til hinanden, som resulterede i, at hun blev gravid. Så i 1950 rejste min mor og jeg til Danmark, hvor hun fødte min lillesøster Marie Claire på Fødselsstiftelsen i Århus.
Mens Claudine, hendes mor og lillesøster bosatte sig i Danmark, blev de tre brødre boende i Frankrig, hvor Michel Hanus kom på præsteskole i Versailles. Han aflagde dog aldrig præsteløftet, men læste i stedet til læge og blev siden både psykiater og psykolog.
Michel havde livet igennem tæt kontakt med sin mor, sine to søstre og med sin bror Philippe, der giftede sig med en dansk kvinde og i dag bor i København. Men på trods af sin tætte tilknytning til Danmark lærte han aldrig at tale dansk, for når han kom på ferie hos familien, blev der kun talt fransk.