Villi Plöen Thomsen, der bor i Aarhus, har stadig kontakt med Simonne, den franske pige, som hun og hendes mand, Konrad, blev plejeforældre for i sommeren 1947.
Interviewet blev til i sommeren 2015, da Villi var 92 år gammel.
– Jeg fik aldrig lært fransk i skolen, så jeg ville ikke have et fransk barn i pleje. Men så sagde Alfa Tofft fra Red Barnet, at vi fik en parlør.
– Vi havde bedt om at få en pige på 10 år, for så regnede vi med, at det ville gå bedre sprogligt. I stedet fik vi en pige på 6 år.
Det gik sådan for sig, at da vi skulle hente vores pige på Århus Rådhus, så var der sket en fejl, så hun var blevet givet til en anden familie Thomsen, der boede i Sejrøgade.
Der var godt nok blevet råbt familien Thomsen. Men jeg reagerede ikke lige straks, så i stedet fik den anden familien Thomsen vores pige og var allerede gået.
Anden gang, de råbte ”Thomsen” reagerede jeg, og fejlen blev opdaget. De spurgte, om de skulle kalde familien tilbage. Nej, sagde jeg, de er forstyrrede nok i forvejen med et fransk barn.
Så sagde de, at den anden lille pige var tilbage – og så tog vi hende. Det lille nummer. Hun havde et par nethandsker på, der engang havde været hvide. Men de havde jo været længe undervejs.
Hun hed Simonne og var 6 år og kom fra en forstad til Paris. Hun sagde ikke ét ord, og jeg tænkte, hvordan skal det dog gå? Men straks vi kom ind ad døren, begyndte hun at snakke – og det blev hun ved med. Hun sagde med det samme far og mor til os – og det har hun gjort lige siden.
– Vi var nygifte og boede i en ét-værelses lejlighed, så vi sov i stuen alle tre. Men det værste var, at hun lige efter ankomsten fik lungebetændelse og var meget syg, og så havde hun børneorm. Om morgenen var sengen fuld af dem. Det var forfærdeligt. Hun skulle have piller, der smagte forfærdeligt. De smagte forfærdeligt, og hun ville ikke sluge dem. Jeg havde knust dem og kommet sukker på, og min mand holdt hende for næsen, til hun åbnede munden, og så kom de ned. Hun kan heldigvis ikke huske det.
Simonne kom til familien Thomsen sidst i april 1947 og blev til hen i august. Hun lærte ikke at tale dansk, men forstod sproget. Hun legede med børnene i nabolaget – og selvom hun kun var 6 år, var hun skrap, så drengene var bange for hende.
Til at begynde med troede Villi og hendes mand, at deres plejebarn hed Simone med kun et n, men fandt så ud af, at hendes navn var med to n’er.
– Jeg havde syet en spencer til hende – lyseblå – den var hun stolt af. Hun havde en lille kuffert med sit tøj. Når jeg så havde vasket og lagt det rene tøj i kufferten, skiftede hun med det samme til det rene. Så jeg måtte fortælle hende, at det gik altså ikke.
I stuen havde jeg to dannebrogsflag. Pludselig en dag lå det ene i hendes kuffert. Hvorfor det, spurgte jeg. Og fik som svar, at jeg havde to flag, men hun havde ikke noget.
En gang havde jeg stegt frikadeller, så der var til to dage. Men på andendagen var frikadellerne væk. Dem havde Simonne spist.
Jamen hvorfor har du gjort det, spurgte jeg. Nu har vi jo ikke frikadeller til i aften. Og så forklarede hun, at hun var vant til, at når der var mad, så gjaldt det om at spise, mens der var noget.
Simonne og Mor Villi i gården foran vinduet til den 1-værelses lejlighed i Århus
Villi Thomsen og hendes mand holdt forbindelsen ved lige og sendte gaver med dukker og dukkeseng til jul og fødselsdage. Men som voksen har Simonne fortalt, at hun aldrig fik pakkerne, som bare blev sat op på loftet. Til gengæld var der ingen smalle steder, når familien fra Århus kom på besøg, hvilket skete flere gange i løbet af Simonnes barndom.
Da Simonne var rejst tilbage til Paris skrev de sammen og fik brevene oversat, for Simonne lærte aldrig at tale et godt dansk, men hun forstår det. Som Villi siger: Hendes tunge vender forkert.
Men efter nogle år stoppede kontakten og pakkerne med fødevarer. Simonne fik en lillebror, og Villi og Konrad fik deres første barn, en datter, og senere en datter til. Så pengene var ikke store i de år.
– Så sker der det, at der pludselig kom brev fra Simonne i 1958 eller 59. Hun skrev, at hun var flyttet og i den forbindelse havde fundet vores adresse. Og hun ville vide, om vi havde glemt hende, for hun havde aldrig glemt os.
– Vi var så glade over, at hun ikke havde glemt os, og vi fik en af min mands kolleger til at skrive et langt brev på fransk, og så kom der gang i det igen.
– Da hun blev gift blev vi inviteret til bryllup. Men da havde vi ikke råd til rejsen. Det samme skete til sønnens barnedåb. Da så datteren, Anne, skulle døbes, fik vi at vide, at vi skulle komme til Clermont-Ferrand, hvor de boede på det tidspunkt.
Det blev alle tiders gensyn. Før vi ankom, tænkte vi: ”Bare vi kan kende hende”. Men da toget standsede, hvem kom så imod os? Simonne – og hun lignede sig selv.
– Vi fik senere at vide, at Simonne havde haft en barsk barndom. Der var to ældre brødre og en lillesøster, der var moderens ét og alt. Moderen havde nok håbet, at Simonne kunne blive i Danmark. Men det kunne altså ikke lade sig gøre, selvom der aldrig har været tvivl om, at Simonne betragtede mig som sin mor.
– Da Simonne blev voksen og selv fik børn, blev drengen mormoderens øjesten, mens pigen ikke fik noget. Så vi tog os meget af pigen, Anne. Da hun var fire år og meget lille, blev Simonne og hendes mand skilt, og vi fik hende op til os.
Da alle formaliteter var i orden, spurgte Simonne os så, hvad vi skulle have for at tage Anne i pleje. Tænk så havde moderen bildt hende ind, at vi havde fået penge for at have hendes datter boende dengang. Og at vi også skulle have penge for at tage Anne. Hun troede ikke, at der fandtes mennesker, der tog børn til sig uden at blive betalt for det.
Forbindelsen til Simonne, der i dag bor i Paris, er stadig intakt. Og i julen 2015 var hun på juleferie hos sin danske mor og søstre i Århus.